Ved middagstid nåede vi endelig indgangen til Manu nationalpark og der gik ikke længe før vi endelig fattede hvad følgerne af større mængder regn betyder for "vejens beskaffenhed" - især når det nu var bjerg-grusveje. Vi måtte selvfølgelig gøre holdt ved et stort jordskred, der havde ødelagt vejen, hvor vi var samt nedenfor. Meget spændende. og lidt farligt, især for dem der prøvede at udbedre skaderne. Men vi fik frokost imens crewet knoklede. Et par timer samt en fastkørsel senere kunne vi endelig fortsætte.
Efter en times tid mere på "vejen", nåede vi endnu et jordskred. Denne gang var vi heldige, da en gravko var ved at lappe vejen og vi kunne hurtigt komme videre.
På vejen igen var det nu ved at blive mørkt, men vi gjorde et stop for at se Perus nationalfugl "Cock of the rock", der holdt til lige ved vejen. Lidt svær at få et billede af på afstand.
14 timer efter afgang og et utal af på- og afstigninger, nåede vi endelig Bamboo lodge. Et sted med 5-6 bambus-hytter og en spise/køkken hytte. Vi havde vores egen hytte med bad (koldt) og det hele.
Vi fik fin aftensmad og William og Ryse (de to guider er brødre) fortalte, at de var meget lettede over at vi var kommet frem samme dag - det var imod forventningerne. Næste morgen vandrede vi rundt og kiggede på vegetationen, en coca-mark og andet godt. Kristine og baskerne smagte på en frisk passionsfrugt, som bestemt ikke kan sammenlignes med de tørre eksemplarer fra de danske supermarkeder.
Vi kørte et par timer videre i minibussen og nåede den lille by Atalaya. Herfra skulle vi sejle videre med strømmen ned ad floden. Efter nogle spændende timer på floden, holdte vi pause ved en varm kilde. Et lille bad i junglen med dejligt varmt vand hvor vi bare sad og slappede af. Derefter sejlede vi videre et par timer til Bonanza Lodge.
Vi blev straks budt velkommen af de to guiders mor, vi var nemlig kommet til familiens stykke jungle, hvor William og Ryse var vokset op. Bonanza Lodge er et fantastisk sted midt i junglen med masser af flot vegetation, fantastiske sommerfugle, kolibrier og meget andet.
Os 12 turister blev delt op i to hold. Vores hold (to svenskere, to baskere og os) fik tildelt en hytte hver. De andre gik 1,5 time ud i junglen hvor de skulle overnatte i en træhytte for at spotte tapirer igennem natten. Vores hold skulle på aftentur hvor vi skulle se alle mulige spændende insekter og dyr og skulle så se tapirer næste nat. Vi havde fået William som guide - en alletiders gut på min alder, meget engageret og kunne svare på alle vores spørgsmål om dyr og planter. Han havde store ar på armen efter en slåskamp med en cayman - en rigtig jungle-mand.
Vores aftentur var rigtig spændende. Vi behøvede ikke bevæge os langt før vi så tukaner.
...aber, papegøjer og selvfølgelig store taranteller og dem så vi mange af. Her er Kristines hånd ved siden af en af dem. De kan blive op til 20 år gamle. William fangede en møl og holdt hen foran den, hvorefter den straks hoppede på den.
På vej tilbage mod lejren så vi frøer:
En 1,5kg snegl, der efter Williams udsagn var lille, da de store var på 3 kg. Vi synes nu den var ret stor men I kan selv dømme da I kan se Kristines beskidte støvle på billedet i forhold til sneglen:
Vi så den kæmpe owl-butterfly:
En ret stor og klam "scorpion-spider" - en dejlig snack, ville Bear Grylls nok sige:
Vi fik også kigget en cayman i øjnene, men det var kun genskinnet fra øjnene vi fik set.
Da vi kom tilbage til lejren fik vi en dejlig aftensmad og William fortalte jungle-historier.
Næste morgen stod på endnu en jungle-vandring.
Kristine, William og jeg klar med gummistøvler, kikkert og hat:
Vi var kun nået et par minutter ud fra Bonanza Lodge, da vi så aber. Det var "common squirrel monkeys" - de var små men de var rigtig mange:
Skønt at se og dem så vi rigtig mange af på vores ture gennem junglen. Vi fik også set et væsel (Tayka), hvilket er meget sjældent. Den var svær at filme, men her kan I ane den kravler ned af træet efter den var blevet opdaget:
Her kan I se hvordan der ser ud midt i junglen - herligt og imponerende sted :) :
Kristine fandt også en lille skildpadde:
Efter 3-4 timer vendte vi hjem til Bonanza Lodge igen. Her var det andet hold returneret og havde set tapiren i løbet af natten. De skulle nu overtage vores hytter og efter frokost skulle vi vandre ud til træhytten for at tilbringe natten og se tapiren. Vi gik i ca. 1,5 time og lige før vi nåede træhytten begyndte det at regne. Vi havde tag over vores hoveder og kokken havde båret dejlig aftensmad ud til os. Det holdt ikke op med at regne i løbet af natten og vi fik desværre ikke set tapiren. Det var dog en dejlig nat alligevel. Næste morgen kl. 7 regnede det stadig og det skulle vise sig at blive lidt af et problem - men også lidt af et eventyr. Williams far kom ud til os, han havde hugget en ny sti med sin machete og fortalte, at vi ikke kunne komme samme vej tilbage som vi kom fra. De små vandløb, vi krydsede dagen før og gik os til anklerne, gik os nu op til halsen. Svært at forestille sig. Vi gik med Williams far tilbage og vi kunne begynde at se hvor meget vand der var kommet. Det første vandløb var blevet til en stor flod, 7-8 m bred. Heldigvis var et stort træ væltet på tværs og vi kunne balancere os henover. Ved den næste flod var vi ikke så heldige. Vi blev nødt til at strippe ned til undertøj og gummistøvler og så gå over floden med vores tasker over hovederne. Fed oplevelse! Ved næste flod blev vi hentet af båden. Her kunne vi rigtig se hvor meget vand, der var kommet og hvor meget tryk, der var på. Store træer var væltet og røg med strømmen. Vildt meget vand og vilde kræfter!
Vi blev sat af både og skulle nu kun gå ca. 15 min. for at komme til Bonanza Lodge. Det inkluderede dog mere vand og en helt ny sti skulle hugges med machete igennem den tætte vegetation. Pludselig stopper William op og lytter - det betyder han har spottet noget. En stakkels "lille" (på størrelse med en høne med 30 cm ben) fugleunge sidder fast i nogle væltede træer og hyler. William vil have den med tilbage til Bonanza lodge for at redde den. Jeg holder den imens William går forrest med macheten. Pludselig kan vi mærke nogle ubehagelige stik og fuglen begynder at skrige. Vi har forstyrret en hvepserede og William råber, at vi skal løbe. Det gør vi! De fleste af os bliver stukket, især mig med op til flere stik i ansigtet. Det gik hurtigt over og var ikke så slemt. Fugleungen døde desværre senere på dagen.
Vi nåede tilbage til Bonanza Lodge og fik lidt mad og et koldt bad. William og Ryse prøvede at finde ud af hvordan vi skulle komme ud af området og om det overhovedet var muligt at sejle. Senere på dagen tog vi chancen og sejlede imod strømmen. Her er en video hvor vi sejler fra Bonanza Lodge:
Der var ingen panik og vi følte os i rigtig gode hænder. Det virkede dog som om det var et slags oversvømmet katastrofe-område.
Hvad der før vi skov, var nu blevet til vand:
Vi sejlede nogle timer, måske 4, indtil vi nåede et nyt campsite. Et stort halvtag hvor vi kunne slå en masse 2-personers telte op og sove i. Det var tæt på den varme kilde vi tidligere havde besøgt. Hyggeligt sted. På sejlturen så vi en del flotte fugle og en enkelt slange:
Gribbe, der nyder godt af de mange druknede dyr:
Næste morgen sejlede vi det sidste stykke til Atalaya og begyndte den lange tur hjem med minibussen. Vejene var fine og vi klarede det uden de store forhindringer. Vi så endda en rigtig flot fugl på vejen, Guatemala's nationalfugl - Quetzal (samme navn som deres valuta):
Vi synes det var alletiders eventyr og den bedste oplevelse på hele vores store rejse. Det kan vi både takke den fantastiske natur for men vores guider var også super gode - og nu er vi også facebook-buddies :)
Alle billederne er HER
Det ser godt nok fedt ud, men måske lige lidt for mange kryb efter min smag:-/
SvarSletser godt nok nizzle ud!!:D
SvarSletJa jeg plejer heller ikke at være så meget for dem. Vi fik købt noget rigtig gift af noget myggespray, så myggene kunne vi holde nogenlunde på afstand.
SvarSletLouise, du får lært nogle seje udtryk på det fakultet - det er godt :)
SvarSlet