Luang Prabang, vandfald og elefanter..

Efter Gibbon Experience havde vi en nat mere i Houay Xai, hvorefter vi tog en slow boat til Luang Prabang.

Det tog to dage på mekong-floden samt en overnatning i Pak Beng, en ret lille by fyldt med guesthouses og restauranter. Alternativerne var 12-14 timer i bus, hvor en hel del af turen foregik på jordvej eller seks timer i speedbåd, hvilket ligeledes skulle være ret ukomfortabelt og tilmed ret farligt (forestil Jer en lille men ret smal blik-jolle, der ræser ned af en relativt menneske- og stenfyldt flod med 40-50 km/t uden nogen særlige sikkerhedsforanstaltninger). Så vi blev hurtigt enige om, at vi ikke havde så travlt igen. Og vores vært på guesthous'et hvor vi boede solgte også slow boat'en meget godt – hvis vi købte billetter hos ham hurtigt kunne vi nå at få pladser helt oppe foran. Bla bla bla.. Han var meget flink, han glemte bare at fortælle os, at pladser foran betød, at man skulle vente næsten 3,5 time på båden før den sejlede. Gav ny betydning til begrebet Lao time! Da vi nærmede os afgangstiden (den sande afgangstid altså) skulle vi tilmed lige høre på to sælgere, der bare lige ville være så venlige at gøre os opmærksomme på, at de, trods alt, stadig havde et par ledige værelser. Hvis ikke vi ville booke dem skulle vi bare lige vide at vi så risikerede at sove på gaden. Bla bla bla. Tror ikke der var nogen der bed på. Det havde vi måske gjort, hvis ikke vi havde hørt hele salven før. Men efter at have fyldt to både op og hørt et par komissionsengagerede salgstaler sejlede vi endelig. Og så gik det stille og roligt ned at Mekong – sove, spise, læse, iagtage de andre rejsende og kigge på naturen og menneskene på begge sider af båden.

Bilsæder uden nakkestøtte - det var de gode pladser.

Efter to dage med ret begrænset benplads og efterhånden meget ømme baller var det skønt at komme til Luang Prabang. Luang Prabang ligger i det nordlige Laos lige hvor Mekong mødes med en anden flod, Nam Khan-floden. Der bor omkring 100.000 mennesker i byen, den var Laos' tidligere konge- og regeringssæde indtil 1975, hvor kommunisterne tog over og så er den på UNESCO's verdensarvsliste over bevaringsværdige steder. Det var en meget smuk og charmerende by med en god blanding af gamle templer og huse i fransk provinsstil. Vi havde kun tre nætter i byen og var som sagt lidt matte i det, da vi kom frem, så vi besluttede os for bare at finde et hotel på hovedgaden – det første og det bedste med wifi, til en rimelig pris dog. Første dag var ren dagdriveri og postkort, og så lejede vi en scooter om eftermiddagen og kørte lidt rundt om byen Efterfølgende dag mere scooter.

Kørte 29 km ud for byen til Kuang Si vandfaldene. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men blev positivt overraskede. Efter at have betalt entre var der et par stier man kunne følge. Først kom vi forbi et lille bjørne-redningscenter, hvor vi så tre asiatiske sorte bjørne. De var blevet redet fra krybskytter og så pt. ud til at have det meget godt. Vi fortsatte af stien og så kom vi ellers forbi det ene turkisblå basin efter det andet. De lå som perler på en snor oppefra og ned og deres overløb dannede små vandfald, der fyldte det næste basin op. Tilføj et par sommefugle – og et par tykke turister i badetøj, så har I et meget godt billede af hvordan det så ud ;-) Vi havde desværre ikke tænkt på at tage vores badetøj med, så vi måtte nøjes med udsigten, men det var også helt fint. Fulgte stien op til det øverste og største vandfald inden vi tøffede ned igen. Købte lidt frokost hos en af madboderne inden vi kørte tilbage til byen og afleverede scooteren.

Om aftenen var vi på aften-markedet der fylder hele den ene ende af byens hovedgader. Handlede lidt med et par småpiger, der havde deres egen lille bod, men de var nogle hårde nysere, så dem fik man ikke meget rabat hos:-)

Sidste dag skulle vi flyve kl 16.40, så inden havde vi booket en halv dag i en elefant landsby hos et firma, der hedder Tiger Trail. Det lod til at være et ordentligt, seriøst og forsvarligt projekt, ellers havde vi nemlig en aftale hjemmefra om ikke at ride på elefanter. Men de elefanter de havde med i projektet, var elefanter der havde været brugt som arbejdselefanter i skovningsindustrien. Det er nu blevet forbudt at anvende elefanter i den industri (fordi de oftest blev misbrugt – for meget og for hårdt arbejde og for lidt hvile), dyrene er nu arbejdsløse og eftersom de skal have 250 kg mad om dagen, er de oftest for dyre at beholde. Derfor bliver de tit overladt til sig selv og ender med at sulte ihjel. Elefanterne hos Tiger Trail havde som sagt tidligere knoklet i skovene, men nu arbejder de altså med turister ca. fire timer om dagen. Nætterne bruger de i junglen, hvor de selv finder føde og ellers bare laver elefant-ting. Så får de ekstra mad om morgenen når de bliver hentet tilbage til landsbyen hvorefter de går til floden for at drikke og bade. Et rigtigt fint projekt, synes vi. Og alle dyrene vi så, så ud til at have det godt. Vi red selv på en ældre dame på 52 år ved navn Mae Boun Nam.

Man kan roligt sige, at hun havde sit eget astædige tempo, hvilket vi fik forklaret ved, at hun var blind på højre øje og næsten helt blind på venstre også. Stakkels Mae Boun Nam har haft et hårdt liv førhen. Godt hun har det godt nu. Vi fik en kort ridetur på ca. 1 time fra landsbyen ned til floden, gennem floden og så tilbage igen. Og så købte vi lidt bananer til hende, den søde, rolige, gamle dame:-) Og bananer kunne hun rigtig godt lide.

Efterfølgende fik vi frokost og så var det tilbage til Luang Prabang og hente vores rygsække og så til lufthavnen. Fløj med et lille propelfly til Hanoi, Vietnam. Turen var kun en time lang, men vi fik mad alligevel og så lettede vi 15 minutter før tid. Nice! Det var der vist et par andre flyselskaber, der kunne lære lidt af.

Alt i alt synes vi Laos var et behageligt land med en afslappet atmosfære. Ikke så “stift” som Thailand. Vagterne i lufthavnen kunne fx godt lave sjov med hinanden og vi så mange mænd med små børn – altså fædre der passede børn. Det vildeste vi så, i den sammenhæng, var en mand, der flaskemadede og snakkede med et lille barn mens han kørte scooter og havde moren sidende bagpå. Det var skørt. Men meget sigende:-) Så når først man lige fik vænnet sig til Lao time, så var det bare super duper.

Billeder her: https://picasaweb.google.com/sorenaarup/LuangPrabangLaos#