26 timer på skinnerne - direkte til solseng på stranden.

Halløj igen!

Besluttede i sidste øjeblik, at vi hellere ville lidt længere sydpå, til strandbyen Nha Trang. På længere sigt var det et rigtigt godt valg (for det regnede ved Hoi An - "solskin over kultur!", nogle gange;-)), men de ekstra timer var lidt af en prøvelse.

Lad mig prøve at forklare hvad jeg mener med "prøvelse": Gammelt, beskidt tog fyldt med larm fra skinnerne og kakerlakker, der kommer regelmæssigt på visit i ens lille køje, som forresten befinder sig i en lille kabine sammen med tre andre køjer (og tilhørende mennesker). Da vi købte billetten ad to gange skulle vi skifte kabine efter 12 timer. Inden da var vi ellers sammen med et andet ungt par fra Belgien og var ret hyggeligt - Sara og Laurent. Sara udtrykte at franskmænd var belastende fordi de ikke engang prøver at kommunikere på andet end fransk. Søren stemmede straks i, og så var stemningen ellers god:-) Men så var det jo vi skulle skifte kabine og så kommer vi tilbage til det der med "prøvelsen".
Skulle ind i nabo-kabinen - den tættest på toilettet, som efterhånden stank godt af pis. Vores to roomies var vietnamesiske mænd, der selv efter ikke-vestlige standarder simpelthen ikke kunne være særligt høflige. Den ene tog vores ene køje og gad ikke rykke da vi kom, og så talte han meget højlydt i telefon næsten hele tiden. Den anden røg (trods adskillige No smoking skilte), han smed sine stadigt rygende skoder på gulvet, hvor han også tømte sine te-sjatter ud. Han smaskede, harkede og kom med mærkelig, høje lyde mens han aede og klappede sin bare, tykke mave. Og så stirede han åbenlyst på én selvom man tydeligvis var optaget med andre ting. Og nårh ja, han sendte en harker afsted ud af vinduet selvom Søren stod lige ved siden, i vindretningen. Dertil kom så de hysteriske stewardesser, der selvfølgelig ikke kunne engelsk.
Før alt det var vi desuden ude for en fuldstændig surealistisk oplevelse. Vi havde knap kørt en time før toget bremsede meget hårdt. Så kunne vi se folk, der gik langs toget med lygter og ledte efter noget. Det viste sig at toget havde kørt en ung mand ned. Han var død. Hans kæreste stod ved siden af og græd. Efter sigende havde han gået ved siden af skinnerne og skrevet en besked på sin mobil, da toget kom kørende. Han troede nok, at han var langt nok fra skinnerne. Meget trist. Når man møder døden på den måde - fra en uventet side, i en forstand som man på en eller anden måde kan relatere til selv, er det altid en mærkelig følelse. Det blev ikke mindre mærkeligt af, at vi kørte videre fem-10 minutter efter de havde fundet ham. I Danmark havde det taget timer og vi var alle sammen blevet tilbudt krisehjælp. Men der sad vi i et fyldt tog i Vietnam, havde lige kørt en und mand ihjel og vi kørte bare uforstyrret videre. Meget surealistisk oplevelse!

Men også en påmindelse om at livet er noget skrøbeligt noget, som man aldrig ved, hvor man har. Man må nyde hver dag.
Og det har vi så gjort. Har sovet længe, daset på stranden og spist god mad de sidste to dage:-) Vi bliver her nok til på torsdag, og så tilbage til Hanoi igen. Med fly satser vi på! Skulle være stort set samme pris som det forfærdelige tog, så der er ingen tvivl i vores sind.

Håber I alle er i live og har det godt, hvor end I nu befinder Jer ude i verden.

Solskinshilsner fra os!

Billeder fra stranden skal I ikke snydes for:
















Så er der eftermiddagsfodbold på stranden,

  

Vi har en ret kraftig pålandsvind med nogle voldsomme bølger - som Søren mente opfordrede til bølge-leg :-)        

Når man leger med de store bølger kan man godt få røde øjne - og hudafskrabninger på maven ;-)