Nye billeder

Hej alle!

Så er der kommet billeder fra Nha Trang: https://picasaweb.google.com/sorenaarup/NhaTrang
...hvor vi har været de seneste 7 dage og daset på stranden, spist kæmpe-rejer, jeg har dykket og Kristine har fået massage :) Ren afslapning - intet sightseeing.

I skal også lige ha' en video jeg lavede på min dykkertur - 12m ca.:


Og der er kommet billeder fra Hanoi: https://picasaweb.google.com/sorenaarup/HanoiVietnam#

26 timer på skinnerne - direkte til solseng på stranden.

Halløj igen!

Besluttede i sidste øjeblik, at vi hellere ville lidt længere sydpå, til strandbyen Nha Trang. På længere sigt var det et rigtigt godt valg (for det regnede ved Hoi An - "solskin over kultur!", nogle gange;-)), men de ekstra timer var lidt af en prøvelse.

Lad mig prøve at forklare hvad jeg mener med "prøvelse": Gammelt, beskidt tog fyldt med larm fra skinnerne og kakerlakker, der kommer regelmæssigt på visit i ens lille køje, som forresten befinder sig i en lille kabine sammen med tre andre køjer (og tilhørende mennesker). Da vi købte billetten ad to gange skulle vi skifte kabine efter 12 timer. Inden da var vi ellers sammen med et andet ungt par fra Belgien og var ret hyggeligt - Sara og Laurent. Sara udtrykte at franskmænd var belastende fordi de ikke engang prøver at kommunikere på andet end fransk. Søren stemmede straks i, og så var stemningen ellers god:-) Men så var det jo vi skulle skifte kabine og så kommer vi tilbage til det der med "prøvelsen".
Skulle ind i nabo-kabinen - den tættest på toilettet, som efterhånden stank godt af pis. Vores to roomies var vietnamesiske mænd, der selv efter ikke-vestlige standarder simpelthen ikke kunne være særligt høflige. Den ene tog vores ene køje og gad ikke rykke da vi kom, og så talte han meget højlydt i telefon næsten hele tiden. Den anden røg (trods adskillige No smoking skilte), han smed sine stadigt rygende skoder på gulvet, hvor han også tømte sine te-sjatter ud. Han smaskede, harkede og kom med mærkelig, høje lyde mens han aede og klappede sin bare, tykke mave. Og så stirede han åbenlyst på én selvom man tydeligvis var optaget med andre ting. Og nårh ja, han sendte en harker afsted ud af vinduet selvom Søren stod lige ved siden, i vindretningen. Dertil kom så de hysteriske stewardesser, der selvfølgelig ikke kunne engelsk.
Før alt det var vi desuden ude for en fuldstændig surealistisk oplevelse. Vi havde knap kørt en time før toget bremsede meget hårdt. Så kunne vi se folk, der gik langs toget med lygter og ledte efter noget. Det viste sig at toget havde kørt en ung mand ned. Han var død. Hans kæreste stod ved siden af og græd. Efter sigende havde han gået ved siden af skinnerne og skrevet en besked på sin mobil, da toget kom kørende. Han troede nok, at han var langt nok fra skinnerne. Meget trist. Når man møder døden på den måde - fra en uventet side, i en forstand som man på en eller anden måde kan relatere til selv, er det altid en mærkelig følelse. Det blev ikke mindre mærkeligt af, at vi kørte videre fem-10 minutter efter de havde fundet ham. I Danmark havde det taget timer og vi var alle sammen blevet tilbudt krisehjælp. Men der sad vi i et fyldt tog i Vietnam, havde lige kørt en und mand ihjel og vi kørte bare uforstyrret videre. Meget surealistisk oplevelse!

Men også en påmindelse om at livet er noget skrøbeligt noget, som man aldrig ved, hvor man har. Man må nyde hver dag.
Og det har vi så gjort. Har sovet længe, daset på stranden og spist god mad de sidste to dage:-) Vi bliver her nok til på torsdag, og så tilbage til Hanoi igen. Med fly satser vi på! Skulle være stort set samme pris som det forfærdelige tog, så der er ingen tvivl i vores sind.

Håber I alle er i live og har det godt, hvor end I nu befinder Jer ude i verden.

Solskinshilsner fra os!

Billeder fra stranden skal I ikke snydes for:
















Så er der eftermiddagsfodbold på stranden,

  

Vi har en ret kraftig pålandsvind med nogle voldsomme bølger - som Søren mente opfordrede til bølge-leg :-)        

Når man leger med de store bølger kan man godt få røde øjne - og hudafskrabninger på maven ;-)

Vietnam – land of the scooters and crazy traffic

Ohøj derhjemme!

Så er vi i Vietnam, som I ved. Tog jo den lille flyver fra Laos og landede så i hovedstaden Hanoi om aftenen den 28. februar. Har siden da været lidt omkring. De første to nætter tilbragte vi her i Hanoi i den gamle bydel – som er meget charmerende med alle sine små gader og høje, smalle huse i fransk kolonistil.

Her er en video, der viser livet i Hanois gader i det gamle kvarter:

Nåede at købe en ny 18-200 mm (fire gange mere zoom end den gamle) linse til kameraet og se Vietnams militærhistoriske museum inden vi dagen efter tog en bus sydpå til Cuc Phuong National Park. Hvad angår militærmuseet så var den en ret ensidig oplevelse, der var præget af mange faktuelle oplysninger vedr. Sted og dato for hvornår den ene machete/maskingevær havde været brugt af mand A til at hugge mand B og C osv. ned, eller hvornår det og det amerikanske fly var blevet skudt ned – gerne peppet lidt op med et fotografi af en ydmyg, tilfangetagen amerikansk pilot. En museumsoplevelse meget anderledes fra de danske vi er vandt til, men en interessant og god oplevelse ikke desto mindre. Vi har begge stor forståelse for vietnamesernes frustrationen ved, at først franskmændene vil bestemme over dem, deres land og deres ressourcer. Dernæst amerikanerne, som vil definere hvilke politiske ideologier de må følge. Frustrerende bestemt. Men den form for ukritisk patriotisme og meget kontrollerede, ensidige information ligger nu en gang uendeligt fjernt fra vores danske opvækst.

Nå, den 2. marts fandt vi vores vej ca. 130 km syd for Hanoi til Cuc Phuong National Park. Vi var med to busser undervejs og det gik faktisk ret godt, synes vi selv. Eneste lille kure på tråden var hoben af mænd, der ville køre os steder hen, som overfaldt os på Giab bat busstation i Hanoi. Mildest talt lidt af en udfordring, specielt fordi ingen taler engelsk, heller ikke billetdamen bag skranken. Så når en af de der meget insisterende mænd, pludselig forsøger at rive ens billetter i to, for at tage den ene halvdel, så bliver Kristine altså lidt sur og siger han skal gå sin vej. Det gjorde han så ikke. Istedet trak han os ud i bussen og tog de to halve billetter. A-ha! - Igen. Gætter på han får lidt kommission for at have vist os vejen. Fair nok, men alligevel altså. Buschaufføren viste sig tilmed at være en af de der med stærk dødstrang, så det var en interessant tur ned af Ho Chi Minh Highway. Luckily we all lived to tell the tale;-)

Fra busstationen i Nho Quan skulle vi så tage en taxa til nationalparken. Her blev vi overfaldet af en mængde, der ville køre os. Til voldsomme overpriser. Vi havde mailet med en person fra parken, der havde fortalt os at en taxa (som i bil) ville koste omkring 130.000 dong. Mændene her lagde ud med at ville have 600.000 dong for at at køre os på scootere. No way! Dertil kommer, at vi havde været så distræte at glemme at hæve penge i Hanoi inden vi tog afsted, så vi var nødt til at finde en hæveautomat inden vi tog videre. Der ville de selvfølgelig også gerne køre os hen, men vores tillid til dem var ikke så stor så vi gik – med dem kørende på scooter ved siden af det meste af vejen. Hævede penge og i mellem tiden havde scooter-mændene selvfølgelig fundet en taxa til os. Men han ville stadig have latterligt meget i overpris. Min daglige ration af tålmodighed med hustlere, der ser en som en omvandrende pengetræ, var ved at være brugt op, så jeg begyndte at gå. Søren, den mere tålmodige halvdel af team Aarup her, fik imellemtiden forhandlet prisen ned til et rimeligt niveau. Hele tilløbsstykket tiltrak sig en del opmærksomhed og smil fra de tilskuende. Så tror I måske, at det var det for den dag. Men nej. Da vi så kom til Cuc Phuong havde de først ikke rigtig styr på, at vi havde en reservation. Da de fik styr på det, prøvede de s**** også at presse flere penge ud af os – til trods for vi havde en skriftlig aftale omhandlende rejseplan, pris osv. hjemmefra. De ville både have vi skulle betale mere for maden og for transport inden for parken. Kristines tålmodighed opbrugt. Sagde høfligt til dem, at jeg syntes det var en ubehagelig overraskelse når vi nu havde en skriftlig aftale hjemmefra, at jeg syntes de havde tilbageholdt information (tilbuddet var: køb en chauffør for 50 USD eller gå 20 km inden I starter på turen – aftalen sagde ikke noget om de 20 km eller noget lignende), at jeg følte de prøvede at snyde os men at vi tilsyneladende ikke havde noget valg. Efter nogen snakken frem og tilbage endte vi med at betale 30 USD for at blive kørt frem og tilbage. Det viste sig at det var vores to guider, der kørte os på scooter, og jeg tror ikke de har set en eneste af de dollar. Fusk! Nå, videre til næste problem: parken tog kun i mod kontant betaling og vi havde satset på visa. Med den nye (højere) pris var vi altså lidt short on dong. Typisk. Havde heldigvis vores reserve euro, og så løste det sig alt sammen. :-)

Fik vores værelse og spiste så frokost, hvilket hjalp en hel del på humøret. Gik dernæst en tur i den botaniske have, der mere mindede om en skov, men det var en meget fin tur. Fik endda selskab af en af stedets vagthunde, Hui, så det var rigtig hyggeligt.

På tilbagevejen så vi endda en flok aber, langurer, der fik sig lidt mad.

Så blev humøret endnu bedre, og det toppede helt da vi til aftensmaden mødte vores guide, Huyên. Han bød os velkommen, fortalte om planen for de næste par dage og besvarede spørgsmål og så bød han os på et par glas risvin. Rigtig fint. Så selvom dagen havde været mere modgangsfuld end sædvanligt, var vi glade og ved godt mod dag vi gik i seng.

Vågnede næste morgen til gibbonernes morgensang. Skønt! Inden vi tog afsted var vi også forbi parkens primat redningscenter, hvor de redder aber, der er blevet fanget mhp. salg til medicin, som kæledyr og alt sådan noget grimt. De fokuserer ligeledes på en genbank, da mange af arterne er udrydningstruet. Det viste sig at mange forskere kommer der til, bl.a. mødte vi et par tyske af slagsen. Vi fik også lidt mere gibbon-sang:

Dernæst kørte vi (den dyre) 20 km lange tur ind til park centret, hvorfra vi gik. Vi fulgte en sti, der blev mere og mere vild. Det var fedt at komme ud i junglen, og denne her jungle levede mere op til vores forestillinger om hvordan en jungle ser ud, end den vi oplevede i Laos. Grøn og tæt og frodig. På vejen så vi et 1000 år gammelt træ, som må siges at være det største træ vi nogensinde har set. Vildt! Hvad der ikke er sket for resten af verden i den tid, men for det træ er der ikke så forfærdeligt meget, der har ændret sig. Udover at det er blevet større.

Gik videre ind i junglen, hvor vi fik en overdådig frokost. Ris, kød, hakkede nødder (til at dyppe risen i), æg, agurk og frisk frugt. Og selvfølgelig lige lidt risvin. Huyên fortalte btw at risvin er godt for knoglerne, maven og tarmene og alt muligt – så så måtte vi jo hellere holde os til;-) Det eneste svære ved frokosten, var faktisk at spise med fingrene. Det er selvsagt et par årtier for mit vedkommende og endnu længere tid for Sørens, siden vi sidst har indtaget føde på den måde, så det krævede lidt tilvænning. :-)

Hen af eftermiddagen begyndte det at regne. Det var lidt ærgerligt, for selvom der ikke nåede meget vand ned i underskoven til os, så betød det, at alle natdyrene holdt sig inde, hvorfor vi ikke fik mulighd for at kigge på dem. Vi skulle sove i telt som guiderne satte op. Så hjalp vi med at hente bananblade til at lægge over teltet og med at hente brænde – hvor jeg fik at vide jeg var en strong woman. Ha ha! -i forhold til hvad? Tror jeg gemmer den kommentar dybt inde i mit indre bibliotek, sammen med It doesn't matter if you are a little fat (fik jeg at vide i Laos da jeg prøvede en t-shirt – tak for det!) og Your skin is so white. Beautiful. (som en sælger her i Hanoi fortalte mig). Tænker at det kan være nyttig viden til senere hen;-)

Guiderne byggede så bål og stegte et ordentligt stykke kød på pinde. Dernæst fik vi endnu et overdådigt måltid inde i teltet, med masser af kød, ris og risvin – selvfølgelig. Det var bare super godt! Derefter var der te ved bålet og så gik vi i enrum og spillede kort og lyttede til regnen og frøerne inden vi faldt i søvn.

Nudelsuppe, kød og te til morgenmad. Så gik den ene guide tilbage til park centret med teltet og vi fortsatte med Huyên videre ind i junglen. Vi kom forbi et par steder, hvor der tidligere havde været små landsbyer. Men i slutningen af 1980'erne tvang nye reguleringer de små muong-samfund til at flytte ud af junglen (Cuc Phuong har været nationalpark siden 1969, og er Vietnams ældste af slagsen). Alle de små landsbyer ligger nu omkring reservatet, og Huyên kom selv fra sådan en. Vi skulle besøge en anden lille landsby, hvor vi også skulle overnatte hos en familie i et traditionelt stylte-hus.

Landsbyen bestod af omkring 20 familier i hver deres hus på stylter. Alle husene var centreret omkring byens faelles rismarker, hvor nogle af kvinderne arbejdede. Familien Quan, som vi boede hos, bestod af far og mor og to halv-store boern, og saa havde de to mindre boern boende for tiden, fordi deres foraeldre var bortrejst. Deres hus var et traditionelt styltehus i trae. Grundet regulationerne er det ikke tilladt for landsbyerne at faelde nyt trae i reservatet, saa alle husene var de originale fra den gamle landsby, som bare var blevet flyttet ud af junglen. Huset havde kun et rum: et stort faellesrum til spisning, sovning osv. Koekkenet var udenfor under et halvtag mellem huset og opad grisestuen og hoensehuset. Katten sad lige op af baalet hvor, de naesten hele tiden var ved at lave mad. Hundene og hvalpene loeb rundt og hyggede sig, men lod til at vaere lidt sky - Soeren kunne selvfoelgelig omvende et par af dem ;-) Da vi ankom startede vi med at vaske sko/stoevler af for mudder og efter lidt tid gik vi ned til floden, hvor vi skulle sejle paa en lille bambus-toemmerflaade. Det var meget smukt, men floden loeb meget taet paa den nye Ho Chi Minh highway, saa lyden af horn og motorer begraensede skoenheden en anelse.

Efterfoelgende gik vi tilbage mellem rismarkerne, vaskede foedderne igen og gik saa paa besoeg hos naboen, hvor vi fik te og koebte to hjemmelavede tasker.

Tilbage hos vores vaertsfamilie var det spisetid. Jeg var den eneste kvinde ved bordet. Vi spurgte om det var normalt, og fik svaret, at saadan gjorde de altid naar de havde gaester. Vi tror nok, det kun er naar de har turist-gaester som os. Men maden var fantastisk! specielt efter to dage kun med ris (frokosten den dag bestod udelukkende af ris og peanuts-smulder, saa vores ris-kvote var opbrugt - og er det stadig). Vi havde haft en bananblomst med fra junglen, som de havde lavet to gode retter ud af, derudover var der et utal af andre retter. Flest med diverse groentsager og rodfrugter. Dertil fik vi selvfoelgelig rigeligt med risvin. Der blev skaalet konstant og de saa gerne vi toemte glassene - saa det gjorde vi selvfoelgelig. Skik foelge eller land fly. Bagefter fik vi te. Og saa roeg vi pibe. Vi spurgte om det var til tobak og det sagde de ja til, men vi blev hurtigt klogere.

Lad os bare sige at hytten snurrede lidt rundt, og Soeren syntes vi skulle have mere risvin. Det endte med at Soeren og soennen drak husets fineste risvin, med bier og store fede larver i. Omkring midnat gik vi i seng. Min bedre halvdel havde lidt vanskeligheder med at falde i soevn, men naar man toemmer maven, saa sover man bedre. Huyên og soennen sagde at det var meget normalt. Og saa sov vi. Jeg vaagnede kl 6 fordi det var lyst og alle landsbyens haner konkurrerede i at gale hoejest. Til morgenmad var det nudelsuppe med tofu og te, selvfoelgelig. Og saa var det ellers afsted langs Ho Chi Minh highway for at fange bussen.

Efter et par lange busture naaede vi igen Hanoi. Indlogerede os paa halvdyrt hotel (100 kr./nat). I gar var vi ret effektive og saa baade Ho Chi Minh i hans mausoleum, hans gamle hus og biler samt Ho Chi Minh museet og traditionelt vand-dukketeater om aftenen.

Stemningsvideo fra Hanoi, filmet fra cafe paa femte sal. Bemaerk hvordan folk zigzager rundt om hinanden i trafikken:

Vi er nu midlertidigt maettet af Hanoi, saa vi har koebt billetter til et tog sydpaa. Det hopper vi paa i aften og saa skulle vi gerne naa Hoi An i morgen formiddag. Endnu en af UNESCO's verdenarvsbyer. Saa haaber vi paa varmere vejr end her (kun 17 gr. C).

Vi ses!

Billeder fra Cuc Phuong her: https://picasaweb.google.com/sorenaarup/CucPhuongNationalParkVietnam#

Billeder fra Hanoi kommer senere.

Luang Prabang, vandfald og elefanter..

Efter Gibbon Experience havde vi en nat mere i Houay Xai, hvorefter vi tog en slow boat til Luang Prabang.

Det tog to dage på mekong-floden samt en overnatning i Pak Beng, en ret lille by fyldt med guesthouses og restauranter. Alternativerne var 12-14 timer i bus, hvor en hel del af turen foregik på jordvej eller seks timer i speedbåd, hvilket ligeledes skulle være ret ukomfortabelt og tilmed ret farligt (forestil Jer en lille men ret smal blik-jolle, der ræser ned af en relativt menneske- og stenfyldt flod med 40-50 km/t uden nogen særlige sikkerhedsforanstaltninger). Så vi blev hurtigt enige om, at vi ikke havde så travlt igen. Og vores vært på guesthous'et hvor vi boede solgte også slow boat'en meget godt – hvis vi købte billetter hos ham hurtigt kunne vi nå at få pladser helt oppe foran. Bla bla bla.. Han var meget flink, han glemte bare at fortælle os, at pladser foran betød, at man skulle vente næsten 3,5 time på båden før den sejlede. Gav ny betydning til begrebet Lao time! Da vi nærmede os afgangstiden (den sande afgangstid altså) skulle vi tilmed lige høre på to sælgere, der bare lige ville være så venlige at gøre os opmærksomme på, at de, trods alt, stadig havde et par ledige værelser. Hvis ikke vi ville booke dem skulle vi bare lige vide at vi så risikerede at sove på gaden. Bla bla bla. Tror ikke der var nogen der bed på. Det havde vi måske gjort, hvis ikke vi havde hørt hele salven før. Men efter at have fyldt to både op og hørt et par komissionsengagerede salgstaler sejlede vi endelig. Og så gik det stille og roligt ned at Mekong – sove, spise, læse, iagtage de andre rejsende og kigge på naturen og menneskene på begge sider af båden.

Bilsæder uden nakkestøtte - det var de gode pladser.

Efter to dage med ret begrænset benplads og efterhånden meget ømme baller var det skønt at komme til Luang Prabang. Luang Prabang ligger i det nordlige Laos lige hvor Mekong mødes med en anden flod, Nam Khan-floden. Der bor omkring 100.000 mennesker i byen, den var Laos' tidligere konge- og regeringssæde indtil 1975, hvor kommunisterne tog over og så er den på UNESCO's verdensarvsliste over bevaringsværdige steder. Det var en meget smuk og charmerende by med en god blanding af gamle templer og huse i fransk provinsstil. Vi havde kun tre nætter i byen og var som sagt lidt matte i det, da vi kom frem, så vi besluttede os for bare at finde et hotel på hovedgaden – det første og det bedste med wifi, til en rimelig pris dog. Første dag var ren dagdriveri og postkort, og så lejede vi en scooter om eftermiddagen og kørte lidt rundt om byen Efterfølgende dag mere scooter.

Kørte 29 km ud for byen til Kuang Si vandfaldene. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men blev positivt overraskede. Efter at have betalt entre var der et par stier man kunne følge. Først kom vi forbi et lille bjørne-redningscenter, hvor vi så tre asiatiske sorte bjørne. De var blevet redet fra krybskytter og så pt. ud til at have det meget godt. Vi fortsatte af stien og så kom vi ellers forbi det ene turkisblå basin efter det andet. De lå som perler på en snor oppefra og ned og deres overløb dannede små vandfald, der fyldte det næste basin op. Tilføj et par sommefugle – og et par tykke turister i badetøj, så har I et meget godt billede af hvordan det så ud ;-) Vi havde desværre ikke tænkt på at tage vores badetøj med, så vi måtte nøjes med udsigten, men det var også helt fint. Fulgte stien op til det øverste og største vandfald inden vi tøffede ned igen. Købte lidt frokost hos en af madboderne inden vi kørte tilbage til byen og afleverede scooteren.

Om aftenen var vi på aften-markedet der fylder hele den ene ende af byens hovedgader. Handlede lidt med et par småpiger, der havde deres egen lille bod, men de var nogle hårde nysere, så dem fik man ikke meget rabat hos:-)

Sidste dag skulle vi flyve kl 16.40, så inden havde vi booket en halv dag i en elefant landsby hos et firma, der hedder Tiger Trail. Det lod til at være et ordentligt, seriøst og forsvarligt projekt, ellers havde vi nemlig en aftale hjemmefra om ikke at ride på elefanter. Men de elefanter de havde med i projektet, var elefanter der havde været brugt som arbejdselefanter i skovningsindustrien. Det er nu blevet forbudt at anvende elefanter i den industri (fordi de oftest blev misbrugt – for meget og for hårdt arbejde og for lidt hvile), dyrene er nu arbejdsløse og eftersom de skal have 250 kg mad om dagen, er de oftest for dyre at beholde. Derfor bliver de tit overladt til sig selv og ender med at sulte ihjel. Elefanterne hos Tiger Trail havde som sagt tidligere knoklet i skovene, men nu arbejder de altså med turister ca. fire timer om dagen. Nætterne bruger de i junglen, hvor de selv finder føde og ellers bare laver elefant-ting. Så får de ekstra mad om morgenen når de bliver hentet tilbage til landsbyen hvorefter de går til floden for at drikke og bade. Et rigtigt fint projekt, synes vi. Og alle dyrene vi så, så ud til at have det godt. Vi red selv på en ældre dame på 52 år ved navn Mae Boun Nam.

Man kan roligt sige, at hun havde sit eget astædige tempo, hvilket vi fik forklaret ved, at hun var blind på højre øje og næsten helt blind på venstre også. Stakkels Mae Boun Nam har haft et hårdt liv førhen. Godt hun har det godt nu. Vi fik en kort ridetur på ca. 1 time fra landsbyen ned til floden, gennem floden og så tilbage igen. Og så købte vi lidt bananer til hende, den søde, rolige, gamle dame:-) Og bananer kunne hun rigtig godt lide.

Efterfølgende fik vi frokost og så var det tilbage til Luang Prabang og hente vores rygsække og så til lufthavnen. Fløj med et lille propelfly til Hanoi, Vietnam. Turen var kun en time lang, men vi fik mad alligevel og så lettede vi 15 minutter før tid. Nice! Det var der vist et par andre flyselskaber, der kunne lære lidt af.

Alt i alt synes vi Laos var et behageligt land med en afslappet atmosfære. Ikke så “stift” som Thailand. Vagterne i lufthavnen kunne fx godt lave sjov med hinanden og vi så mange mænd med små børn – altså fædre der passede børn. Det vildeste vi så, i den sammenhæng, var en mand, der flaskemadede og snakkede med et lille barn mens han kørte scooter og havde moren sidende bagpå. Det var skørt. Men meget sigende:-) Så når først man lige fik vænnet sig til Lao time, så var det bare super duper.

Billeder her: https://picasaweb.google.com/sorenaarup/LuangPrabangLaos#

The real Gibbon Experience. Ja tak.

“Gibbon oplevelsen” startede på kontoret, hvor vi tjekkede ind dagen inden, hvor vi mødte de andre vi skulle afsted med. Seks andre mennesker. Søren faldt hurtigt i snak med Luis, som var fra Mexico men som boede i Amerika med sin amerikanske kone. Da alle var samlet så vi først en kort introduktionsfilm og derefter en fire minutter lang sikkerhedsfilm (yep, hele fire minutter blev det til. Safety line first. Green good. Red no good.) Hoppede derefter på bilen og så afsted. Søren og jeg var så heldige at få sæder indenfor (imodsætning til på ladet bagved) sammen med Luis og den amerikanske kone, Linda. De viste sig at være vældig flinke mennesker, og tilmed meget snakkesagelige. Så turen ud til junglen gik relativt hurtigt til trods for, at den varede tre timer (inkl. en masse stop i chaufførens søgen på sandpapir og madolie) i modsætning til de lovede to – Lao time. Den sidste del af turen foregik på røde jordveje gennem junglen og op i bjergene. Lige som vi troede, at vi var langt, langt, laaaangt væk fra alt hvad der hed byer og mennesker, dukkede der en relativt stor landsby op. 200 indbyggere stor. Alle huse var af træ, bambus og fletværk og børn og husdyr havde deres egne frie agendaer rundt omkring. Det mindede mig lidt om frilandsmuseet ved Maribo derhjemme, men på en god måde. Det var smukt på en eller anden simpel facon.

Sad af bilerne og hilste på vores to guider: Souneng nr. 56 og Juneng nr. 07. Utroligt flinke og smilende begge to. Gik vel så knap en kilometer inden vi havde første stop, for at spise frokost i skyggen. Der fik vi også præsenteret os for hinanden. Det viste sig at gruppens sidste fire mand M/K hed Tara, Kevin, Ashley og John og var fra Canada. Og der kunne man bare se: endnu en gang var vi så heldige, at også disse var utroligt flinke :-)

Derefter gik det henad og så opad. Varmt, meget varmt. Fugtigt, meget fugtigt. Og smukt. Efter et par timers rask ridt (Søren og undertegnede gik forrest, og vi fik vist sat et tempo, der jvf. resten af gruppen var lidt hurtigt) nåede vi vandfaldet, som var en del af “oplevelsen”. At kalde det et vandfald var måske lidt af en tilnærmelse, men smukt var det. Og dejligt var det også at blive kølet af efter svedeturen. Selvom det måske lige var lidt for koldt til en start. Guiderne havde fortalt os at der var zip-lines som vi kunne bruge til at svæve ud over vandet med og så springe i derfra, men de var desværre i “udu”. Så mens Søren og Luis forsøgte at fikse dem besteg jeg vandfaldet og byggede min egen lille varde. Den første tilsyneladende – siden sidste regntid i hvert fald. Badeturen blev smukt afrundet med en Snickers og så var det ellers afsted mod de første zip-lines og træhus 6, som skulle være vores hjem for natten.

Zip-lines Rock! Uden yderligere sikkerhedsinstruktioner (udover hvordan man tog selen på og lidt repetetion om hvordan man bremser) var det bare “Sssccchhuuuuuuiiiiiiiiiiiiiii”!!! Det var simpelthen for sjovt at suse henover skoven på den måde. Men efter hvert kabel kom vi til det lidt mindre sjove: at gå igen. Vi havde alle forestillet os, at der ville være mere zip-lining, men det viste sig at langt de fleste kabler var forbundet med gangstier. Stier som forøvrigt var i vældig fin stand, mange steder var der fx lavet trappetrin til os. Efter fire zip-lines nåede vi så vores overnatningssted: træhus 6. En stor ottekantet platform med tag øverst og gelænder hele vejen rundt med en fantastisk udsigt over dalen og alle træerne. Der var ingen vægge udover de tre om “badeværelset”, som forresten lå på etagen nedenunder, hvor der også var en lille platform, som man landede på når man tog kablet ud til hytten. Hele vejen rundt var der så madrasser og myggenet, så vi kunne redde op til sengepladserne. Myggenettene mindede mere om store kasse-formede dynebetræk, men det var fint – så fik vi nemlig lidt privatliv når vi skulle sove :-)

Efter vi lige havde set hytten an og det første imponerede indtryk havde lagt sig, blev vi budt på Lao tea og Lao coffee. Jeg nåede at se kaffen inden jeg valgte, så det blev te til mig. Søren tog kaffen. Lao coffee: Meget sort, relativt viskøs væske, med en meget koncentreret smag af lao-kaffe (ikke helt den samme smag som rigtig kaffe). Han vedholdt ikke desto mindre kaffe-valget hele turen igennem, hvilket jeg fandt meget imponerende ;-) Teen, derimod, var overraskende god. Det lignede sort te, men uden nogen som helst bitter eftersmag. Så smuttede guiderne og vi var alene i trætoppen. Resten af eftermiddagen og aftenen brugte vi sammen med de andre, hvor vi mest sad og snakkede om det lille runde fletbord. På et tidspunkt kom den ene guide tilbage med vores aftensmad: ris (selvfølgelig) og fire forskellige små retter med grøntsager, hvoraf der var lidt kød i den ene. Det var rigtig god mad og i rigelige mængder. Efter maden delte vi en flaske Lao wine, der efter teksten på flasken skulle være god for knoglerne, maven og fordøjelsen og en masse andre ting. Vinen var ikke rød som almindelig rødvin og smagen var lidt i retning af glögg, men det var bestemt ikke dårligt. Måske også på grund af stedet og selskabet. Næste dag fandt vi ud af, at det ikke var almindelig rødvin, men nærmere en rod-vin. Brygget på rødder, som de også bruger til at lave mel af. Inden vi gik i seng brugte vi lige lidt tid på at spotte edderkopper på loftet – kæmpe edderkopper. De canadiske piger havde vist lidt søvnproblemer pga. dem.

Næste dag vækkede guiderne os kl 7. Så pakkede vi sammen, fik lidt mango og æbler samt den famøse te og kaffe, hvorefter vi zip-linede næsten hele vejen til bage til vandfaldet, hvor vi så fik morgenmad på en bænk. Morgenmaden besod af stort set det samme som aftensmaden, ris med grøntsager samt lidt omelet. Dernæst mere vandring. Op og ned. Varmt, varmt, varmt. Fugtigt. Gik og gik og gik, efter en times tid holdt vi pause sammen med en anden gruppe. De havde overnattet i træhus 5 natten forinden, og dem skulle vi bytte træhus med så de var på vej mod der hvor vi kom fra. Der hvor vi gjorde holdt havde nogle lokale sat en lille bod op, så der kunne købes øl, cigaretter og sodavand. Søren fik selvfølgelig en cola, og jeg lyttede lidt til den anden gruppes samtaler. Særligt underholdende var fire unge fyre fra England og Australien. Den ene gut (bloke/lad/mate) underholdt de andre med at vise sin fine samling kosttilskud frem (selvfølgelig fjernet fra originalemballagen og de løse tabletter blandet sammen hulter-til-bulter) og fortælle om hvad han spiste for at få store muskler. Han var pudsigt nok ikke særlig stor, så måske han skulle droppe kalk-tabletterne og prøve med lidt sund kost og lidt træning i stedet. Bare et forslag – som jeg holdt for mig selv. Men jeg var super godt underholdt hele pausen igennem.

Derefter: gå og gå og gå. Stadig meget varmt og fugtigt. Men efter en times tid nåede vi træhus 5, vores nye hjem. Det var et hus med to etager. Køkken, entre, bad og toilet samt sove- og spiseplads i “stueetagen” og et enkelt soveværelse på 1. sal. Vi fik 1. salen for os selv:-)

Efter at have droppet rygsækkene og spist lidt frokost (ris, grøntsager og denne gang pasta (ikke al dente)) tog vi på en lille ekstra udflugt til træhus 3, for at nyde udsigten. Den var virkelig også fantastisk derfra. Meget smukt. Og eftersigende også det bedste sted mht. at høre gibbonernes morgensang. Tilbage i vores eget træhus, nåede nogle af os at se en ensom gibbon i et træ overfor hytten. Hun gemte sig dog igen, så Søren nåede ikke at se hende. Tara fik nogle ret gode billeder, men vores lille linse kunne ikke gøre det bedre end det her:

Bagefter smuttede Linda, Luis, Søren og jeg ud på linerne igen, men det endte med vi bare stod og snakkede. Rigtig hyggeligt. Og vi blev tilmed komplimenteret for vores engelske – Linda sagde, at hun havde rejst meget, men det var sjældent hun mødte nogen, der ikke havde engelsk som modersmål, som hun kunne føre en længere meningsfuld samtale med. Mange tak sagde vi, og tænkte en stor ros til det danske skolesystem og de tålmodige forældre i baglandet. Zip-linede derefter tilbage til træhus 5:

Tilbage i hytten igen troede jeg, at jeg havde tabt mine handsker da vi stod og snakkede. Søren meldte sig hurtigt til at suse ud efter dem, og i det øjeblik jeg lukkede lågen efter ham fandt jeg selvølgelig handskerne. Ups! :-) Men jeg tror ikke han havde så meget imod det, og han var hurtigt tilbage. Lige i tid til et koldt bad med første klasses udsigt og dernæst aftensmad. Samme retter som før, samme gode vin og samme gode selskab. Vi piftede måltidet lidt op med nogle medbragte småkager og nødder til dessert, hvilket blev utroligt godt modtaget. Havde en rigtig god aften.

Vågnede ved 7-tiden næste morgen, foldede myggenettet op og nød udsigten og lydene, morgendisen over trætoppene og fuglesangen. Ingen gibbonmorgensang dog.

Dernæst morgenmad, denne gang brød og røræg. Herligt. Og så var det afsted. Inden vi satte kursen mod landsbyen og Houay Xai, slog vi vejen træhus 2, hvor der var en platform i et stort træ nær ved. Til og fra den platform gik flere zip-lines. Så stod den på fri leg i grupper! Det var bare super sjovt. Helt klart et af højdepunkterne på turen.

Efterfølgende vandrede vi tilbage til landsbyen hvor vi startede to dage tidligere. Delte et par store BeerLao med gruppen, snakkede og ventede på vi skulle køre tilbage til Houay Xai.

Gibbon Experience var en fantastisk oplevelse! Helt klart anbefalelsesværdigt. Da vi først kom til landsbyen sad der en gruppe, der havde været afsted og som sad og ventede på at blive hentet, og jeg tænkte om de mon var glade for, at de skulle hjem, eller om de var glade for oplevelsen. Jeg tror det var det sidste.

Alle billeder ligger her: https://picasaweb.google.com/sorenaarup/GibbonExperienceLaos