Så er det blevet tid til en lille opdatering på, hvad vi laver her i Fjernøsten. I skrivende stund befinder vi os i Bangkok. Vi fløj hertil i fredags, den 11. februar, på royal silk selvfølgelig:-) Tror ikke jeg kan blive træt af VIP venteområder med gratis mad og ekstra benplads og varme klude i flyet. Tog toget fra lufthavnen ind til Bangkok og stod af på endestationen Phaya Thai. Gik ned på gaden for at danne os et overblik og finde en taxa, da en fremmed mand henvendte sig til os. Han virkede meget flink, fortalte lidt om hvor langt der var til området hvor vi ville hen og at vi skulle passe på ikke at ende i dagens varslede gul-trøje demonstration (som vi havde læst om i Bangkok Post i flyet). Var begge lidt overraskede over at han tilsyneladende bare ville hjælpe uden at tjene penge. Fangede så en taxa ind til Thannon Khao San (Khao san road), vi havde planlagt at slå os ned. Lonely Planet beskriver Khao san's særegenhed med et spørgsmål: Where else could you share space with the citizens of dozens of countries at the same time, people ranging from first-time backpackers scoffing banana pancakes to 75-year-old grandparents ordering G&Ts, via hippies, trendies, squares, style queens, package tourists, global nomads, people on a week's holiday and those taking a gap year, people of every colour and creed looking at you looking at them looking at everyone else? Og det beskriver fuldstændig miljøet. Så skal man bare tilføje et hav af gadeboder der sælger tøj, smykker og tingel-tangel en masse, madvogne der sælger frisk frugt, ris og grillet kylling på spyd, et par hunde og katte der render op og ned af gaden hele tiden, et par enkelte unge munke i ny og næ, tuk-tuk'er og scootere der larmende maser sig gennem turisterne og så den fugtige varme og lugtene, der hele tiden skifter mellem røgelse, mad og kloak.. Stemningen er rigtig god og indtil videre føler vi os godt tilpas her.
Nå, taxa'en satte os af med et velment godt råd: Taxa you believe, tuk-tuk you don't believe. Forstod ikke helt hvad han mente. Slentrede så ned ad Khao san og videre til soi Rambutri, som (heldigvis) var lidt mere stille end Khao san. Fandt os et guesthouse og et helt okay værelse med lyseblå vægge og mørk-orange sengetæpper (som får Søren til at ligne en buddhistisk munk når han sover). Parkerede rygsækkene på værelset og tøffede videre ned af gaden, hvor vi fik os et par Leo øl i skyggen, mens Søren læste om området i Lonely Planet. Stod bl.a. at man kunne kende khao san på kvinderne, der altid gik rundt og forsøgte at sælge frøer om aftenen. Syntes begge det lød lidt mærkeligt. Så tog en øl mere inden vi gik en tur ned af Khao san. 5 timer og en hel del Chang senere havde jeg netop købt en af de karakteristiske træ-frøer til Søren (de kan virkelig lyde som en rigtig frø) og et elefantarmbånd til mig selv. Søren købte bare en pizza. Efter at have delt den stavrede vi hjemad gennem de oplyste og meget tætbefolkede gader. Herlig aften.
12. februar startede med tømmermænd for os begge to:-) Stedet hvor vi bor har heldigvis en ret god morgenmad med nybagt brød, så det hjalp lidt. Gik derefter på opdagelse, men nåede ikke særlig langt før endnu en meget hjælpsom mand henvendte sig til os. Hvor er I fra? Hvor lang tid bliver I i Bangkok? Hvor skal I hen nu? Har I set...? Før vi vidste af det havde han meget hjælpsomt indtegnet hvor på vores kort diverse Buddha-statuer befandt sig og fortalt hvilke tuk-tuk'er og taxa'er vi skulle tage, for at køre billigst (efter hans sigende, dem mærket med nr. “2554” eller “2555”. De får nemlig betalt benzinen af regeringen, hvis de kører med turister). A-ha a-ha. Således gik det til, at vi havde privat tuk-tuk chauffør i tre timer (for ca. 7kr.), så to templer (ved det ene talte vi med endnu en meget hjælpsom mand. Han var så venlig også at fortælle, at han var turist-politi og skulle sørge for at turisterne ikke blev snydt, men i stedet var glade for besøget og vendte tilbage). A-HA! Det forklarede så de mange utroligt flinke og lidt for hjælpsomme mænd. Det forklarede også hvorfor den tre timer lange tuk-tuk tur absolut skulle indeholde et stop på TAT (Tourist Authority of Thailand) – så den flinke tuk-tuk mand kunne få sit stempel, så han kunne få gratis benzin – og hvorfor vi blev kørt til to forskellige juvellerer og en skrædder – så vi ikke blev snydt af alle de slemme kræmmere på Khao San road. En lærerig dag.
Men skrædderen var nu meget flink, og eftersigende en af de bedste i verden (jvf. National Geographic bog om verdens 10 bedste af alting, som de stolt viste frem). Havde aftenen i forvejen snakket om at Søren skulle have en ny skjorte, så det kunne vi jo godt invistere i her. Han viste sig også at være en utroligt dygtig sælger, ham skrædderen. Så til trods for sin uvildighed kunne Søren alligevel ikke sige nej til tre skjorter og et jakkesæt for hvad der svarede til 2000 DKK. Men så ville han altså også have et gratis slips med i handlen. Kunne ikke lade være med at grine lidt, og være lidt stolt også:-). Fik efterfølgende “lov til” at blive sat af på Khao san. Så kunne vi lige få en lille lur inden vi gik ud og fandt et Bangkoks eftersigende bedste pàt tai spisested (pàt tai = wokstegte risnudler med rejer, bønnespirer, tofu, æg og krydderier dertil frisk lime og ukendte urter (en af dem skulle vist nok være noget fra en bananblomst – kunne også godt smage sådan). Derefter gik vi ind til Grand palace, der huser nogle templer, og videre til Wat Pho. Et gammelt tempel, der blev grundlagt samtidig med Bangkok blev gjort til Thailands Hovedstad i 1781 (efter Burmeserne smadrede den gamle hovedstad Ayuthaya i 1767). Wat Pho var Thailands første offentlige læreranstalt (meditation og massage) og huser Thailands største liggende Buddha. Det var hovedsageligt sidstnævnte vi var der for at se. Som I nok kan regne ud var det aften da vi nåede templet, men det var åbent pga. at det var Buddha-dag (eller noget i den stil) hvilket en af turist politi'erne havde forklaret tidligere. Det var meget smukt og stille inde på tempelområdet. Månelyset og det at vi var næsten alene gjorde det til en hel særlig oplevelse.
Sluttede dagen med lidt gadekøkken-mad:-)
Næste dag lærte vi lidt om bivirkninger ved indtagning af Vibradox før morgenmaden. Fik begge to kvalme så tog lige en times restituering på værelset inden vi havde vores næste tuk-tuk oplevelse. Kort fortalt: endte hos gårsdagens skrædder, tuk-tuk chaufføren fik ikke sit benzin-stempel fordi vi havde været der før og så gad han ikke køre os længere. Fint, fint. Blev da kørt halvvejs til den station vi havde tænkt os, og kunne sagtens gå resten af vejen. Så tog vi toget til Chatuchak park hvor vi besøgte Chatuchak weekend-marked sammen med tusindvis af andre mennesker. På vejen så vi en demonstration, denne gang de røde-trøjer. Hundredevis på scootere fyldte hele den ene side af den meget brede vej og alle med hornet i bund. Lidt vildt.
Satte os så på en bænk i Chatuchak park for at læse hvordan det nu lige var med de der røde- og gule trøjer jævnfør Lonely planet. Kort: røde trøjer: fattige og folk fra landområderne, der er imod diktatur og støtter den tidligere premierminister Thaksin. Gule trøjer: middel- og overklasse fra større byer, royalister, kuppede Thaksin i 2006, besatte begge Bangkok's lufthavne i 2008 og fik højesteret til at bandlyse Thaksin's efterfølger fra politik samt opløse to af hans koalitions partier. Er en ret lang og forvirrende konflikt synes jeg, og har noget svært ved at danne mig et overblik, så tror bare jeg forholder mig neutral og undgår t-shirts i rød og gul.
Nå, men mens vi sad på den bænk der, kom en thailansk familie hen og ville have et billede sammen med os. Det var meget mærkeligt og vi forstod ikke hvorfor. Jeg er lidt paranoid mht. sådan nogle situationer så jeg sørgede bare for at holde rygsæk og kamera ind til kroppen. Meget mærkeligt dog. Klarede os heldigvis helskindet igennem både demo og billede, så nåede frem til søndagsmarkedet. Stort, varmt og spændende. Købte lidt billigt tøj. Tog så til et kæmpe stort shoppingcenter et andet sted i byen. Helt anderledes. Meget mere vestligt, dyrere og med aircon. De havde også en hel etage med mad, hvor der var en del flotte kager – var vist det der gjorde mest indtryk på mig der. De havde dog en kæmpe teknik-butik, som Søren var ret betaget af.
Hjemme på værelset igen fandt vi til vores store ærgelse ud af at computeren ikke ville tænde. Troede først batteriet var kollapset, eftersom statestikken gav det indtryk at den slet ikke havde ladet som den skulle. Søren løste dog problemet, som det geni han er: der er ingen strøm i stikkene når vi tager vores nøgle fra værelset når vi går, derfor ingen mulighed for opladning. Snedigt.
Mandag den 14. februar. Afleverede en sæk vasketøj i receptionen til 25 THB/kg, i alt blev det 45 baht. Fantastisk billigt når man tænker på vi gav omkring 1300 baht for det på sofitel.
Vandrede derefter byen tynd. For mit vedkommende (og dermed også Sørens) blev første del af turen lidt anstrengede. Havde det varmt, skulle tisse (dog ikke så meget at jeg ville ind på et eller andet suspekt sted i en baggård), og så stirrede næsten alle de thailandske mænd vi kom forbi skamløst på mig. Der var endda en der tog et billede. Er ikke vant til at blive stirret på, på den måde. Da så vi rendt ind i en meget insisterende tuk-tuk chauffør, der gik i gang med at tegne på vores kort, blev det lidt for meget. Det var deromkring Søren gjorde det klart, at han syntes jeg var irriterende at være sammen med. Så fandt et toilet, aircon og tog mig så lidt sammen. Resten af dagen var rigtig god:-)
Skulle til fitting hos skrædderen, og ville skyde genvej gennem, hvad der på kortet lignede, en park. På vej ind gennem porten gjorde en vagt os opmærksom på at det var kongens, og vi kunne gå i zoologisk have længere henne af vejen hvis det var. Good bye. Han var da meget flink, men begynder måske at forstå “de røde trøjer”. Specielt fordi det så koster 150 baht at komme i zoo – hvor pokker skal de så gå hen og se lidt grønt? Alle de gode steder er indhegnet og omringet af bevæbnede vagter. Det var kongens park her også. Ydermere blev den også bevogtet af en enkelt varan – den flygtede dog da jeg ville skyde den med kameraet.
Nå, kom til fitting hos skrædderen, og må indrømme, at det ser virkelig godt ud, det de har syet til Søren. Noget helt andet end shorts og t-shirts. Fandt også et meget fint gratis slips. Satte derefter kurs mod Thai Boksning arenaen, men rendte på vejen ind i endnu en demonstration – mere rolig denne gang. Var bare en (stor) vej der var spærret af (inkl. bevæbnede soldater igen) og så en hulens masse mennesker, der havde slået lejr. Én holdt en passioneret tale, andre sov og andre igen uddelte mad. Pressen var der også. Virkede alt sammen meget organiseret med toiletvogn og det hele. Tror det var de gule trøjer denne gang her, der var i hvert fald ikke meget rødt at se. Vi tog chancen og gik igennem. Det fik vi lov til uden problemer.
Fandt så bokse arenaen til trods for lidt problemer, og blev mod Lonely planet's råd, lokket til at købe billetter til 1. klasse. Argumentationen lød på, at det var mere sikkert når der var damer med, vi måtte tage billeder og så gav de også rabat (10 % pr. billet). Så vi hoppede på den, og det var da også meget fint med polstrede sæder og helt tæt på. Men det var vist kun turister, der sad der, og så et par enkelte herrer i uniform (som havde råd til det). Var i god tid, så kunne nå at spise inden kampene startede. Fik anbefalet et sted lige ved siden af, hvor de lavede en rigtig god grillet kylling. Engelsk var de dog knap så gode til, så bestillingen var lidt af en udfordring for begge sider, og vi var ret spændte på hvad vi fik, men det gik godt.
Tlbage til thai boksningen. En stor, rund arena med den klassiske boksering i centrum. Dommere helt oppe ved ringen og så turisterne derefter på deres fine stole. Længerede ude var 2. kl med cement trappetrins-sæder og oppe bag et trådhegn var 3. kl. Der var selvfølgelig der, der var flest mennesker, og når kampene gik hedt for sig (tilsyneladende altid omkring 3-4 (af 5) runde de toppede) stod de alle op og råbte og var meget engagerede. Vi nøjedes dog med at stå op (for kongen selvfølgelig) da de indledningsvis spillede nationalmelodien. De første der skulle kæmpe mod hinanden lignede bare et par drenge i konfirmationsalderen. Helt spinkle og små i det. Ret muskuløse dog. Så startede noget musik og de to der skulle kæmpe gik rundt i ringen og gjorde nogle øvelser med blomster om halsen, meget rituelt. Så ringede klokken og kampen var i gang. Havde det lidt ambivalent ved at lade mig underholde af to små drenge, der slås mens alle de voksne mænd kigger på og råber og satser penge på den ene og den anden. Næste par var voksne, så det gik bedre og var faktisk meget underholdende og spændende. Der var også kommet flere tilskuere og lydniveauet var steget. Vi smuttede hjem efter 7. kamp (ud af 10). Det var aftenens hovedkamp, og vi må sige at de gik til den. Første runde så de hinanden an, som altid, men så gav de den gas (eller hvad man skal sige inden for den sportsgren, der var i hvert fald smæk for skillingen). Femte og sidste rundte sluttede vist uofficielt lidt før tid, for de sidste 45 sek. gik de bare rundt om hinanden. Den røde mand havde tilsyneladende fået lidt for meget, så blå mand vandt og fik endda ros af rød mands træner. Så gik vi og halvdelen af alle de andre turister.
Ude på gaden ventede tuk-tuk'erne selvfølgelig, men for første gang respekterede de, at vi heller ville gå. Der var ligefrem en der sagde you walk? Good call. Det var rart – så nu er jeg ikke sur på tuk-tuk'erne mere:-)
I dag har vi bare afslapningsdag. Internet, blog og sidste fitting hos skrædderen. Tager nok en taxa derhen – vil se om vi kan forhandle os frem til at bruge taxameteret, hvilket skulle være billigst. Vi må se hvordan det går. Ellers er vi jo gode til at gå:-)
Billedgalleriet bliver opdateret så snart vi får lidt net til vores egen lille computer. :-)
