De sidste tre måneder er bare fløjet afsted, og vi har – som faste læsere ved, oplevet utroligt meget i den forgange tid. Det har været herligt at rejse. At opleve andre kulturer, megen og vidt forskellig natur. At møde nye mennesker, både turister som os selv samt lokale, og knytte venskaber til begge. Nogle oplevelser har været kilde til fascination, andre blot til irritation. Og det var et hårdt slag for min barnlige naivitet, da jeg måtte erkende, at ikke alle mennesker bare vil hjælpe uden (økonomiske) bagtanker. Samtidig var det fedt at erfare, at det dybest set er utroligt nemt at komme rundt i verden. Det har været et kærkomment afbræk. Jeg må dog indrømme (især for eget vedkommende, for Søren har ikke været helt fri for lidt arbejde ind i mellem), at så lang tid med næsten udelukkende lystbetonede valg fordrer en overraskende trang til “kedelig hverdag” med mere pligtbetonede valg, faste døgnrytmer og hvad der ellers hører til:-) Den sidste tid er der også et andet afsavn, der har meldt sig hos os begge. Nemlig følelsen af at være på hjemmebane: at kende og forstå det samfund man befinder sig i og kunne tale ubesværet med de mennesker man omgives af. Det er virkelig et stort privilegie (blandt mange), som vi er så heldige at have. Og hvad vi begge har savnet aller mest: alle de mennesker vi omgiver os med derhjemme. Familie, venner og gode kolleger. Vi glæder os til at se Jer alle og høre hvordan I har haft det mens vi har været væk. Ja, det skal blive godt at komme hjem. Hjem til gode, gamle Danmark. Hjem til alle de dejlige mennesker vi har savnet. Hjem. :-)
Her kommer det sidste blog-indlæg på denne rejse. Her i Sydamerika har det holdt hårdt med at få skrevet blog, måske også fordi den første måneds tid var fast planlagt, næsten med timeligt skema visse dage. Men nu er vi i Rio de Janeiro, og tiden er vores egen og så skal I ikke snydes for en "lille" beretning om hvad vi lavede efter vores vilde jungletur:-) Dagen efter tog vi nemlig på river rafting tur, og det var fantastisk sjovt! Det bliver med garanti ikke sidste gang vi har prøvet det. Der blev lavet en film af os, men der er desværre intet cd-rom drev i vores lille laptop her, så den må I have til gode. Der er ellers et godt klip, hvor jeg er ved at vælte ud af båden:-) Skide skægt!
Dagen efter tog vi en natbus til Puno mod bolivia. Det var en søndag, og ikke en hvilken som helst søndag. Der skulle nemlig være præsidentvalg. Det viste sig at have en vis indvirken på bustrafikken (måske fordi der er stemmepligt i Peru, og manglende deltagelse medfører bødestraf?). Der var åbenbart aflyst nogle afgange og vi måtte bruge et par timer, startende fra kl 4:30 om morgen, på Puno busstation med at høre på opråbere, der gjorde opmærksomme på, at de (alle sammen) solgte billetter til Arequi-Arequi-Arequi-Arequi-Arequipaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa!!!!!!!! (Arequipa). Dernæst kom vi så til at tage den (forkerte) bus, der kørte via Copacabana.
En by ved verdens højest beliggende (3811m) store sø, Lago Titicaca (titi = grå, caca = panter på originalsproget quechua). Det var selvfølgelig en omvej. En smuk omvej dog. Nåede endelig La Paz, Bolivias hovedstad ved 17-tiden. Der blev vi hentet af en ny kontaktperson, Wendy, endnu en flink dame, hvorefter vi tog en taxa til vores hotel. På vejen fortalte hun, at vi var nødt til at betale hende 100 USD, for ellers kunne vi ikke komme på vores aftalte tur til Uyuni (saltørkenen). Det syntes vi var lidt mærkeligt, eftersom vores rejseplan sagde, at den tur var betalt, men hendes engelske var ikke så godt, så vi besluttede at sende en mail til Ronald (den super-flinke mand, vi havde købt denne del af rejsen af). Næste dag skulle vi så afsted på city-tur om morgenen. Wendy fortalte, at det ville tage 10 minutter med en taxa ind til turens startdestination. Så 20 minutter før start hoppede vi ind i en taxa. Han tog så røven på os, rent ud sagt. Sørgede for vi ikke nåede turen, og kørte så videre med os – han ville selvfølgelig gerne køre os rundt og vise os byen, så vi kunne tage billeder. Pris: det dobbelte af det aftalte. Hmpf! Det var en dårlig start på dagen, syntes vi. Prøvede så at få fat på Wendy, men hun var ikke til at komme i kontakt med. Lidt mere Hmpf! Vi vidste dog at, der også var en tur om eftermiddagen, så vi var fortrøstningsfulde. Tøffede lidt rundt i byen, så et par demonstrationer (med bannere, kampråb og kanonslag) for bedre løn til alle mulige faggrupper fra ufaglærte arbejdere til professorer. Fik derefter kaffe og kage, mens Søren (dagens mand i skysovs) endelig fik fat i firmaet, der stod for turen, vi skulle på. Kom så til at tage den forkerte tur (turen til Moon Valley og ikke City-turen), men så tog vi bare den rigtige bagefter :-) Tilbage på hotellet lå der en kuvert til os fra Wendy, med 100 USD og en undskyldning for misforståelsen samt en note om at vi først skulle afsted kl 8 næste morgen og ikke kl 7. Så det var bare herligt. Fejrede den positive udvikling med fantastisk god vin og mad på hotellets restaurant.
Blev hentet til tiden næsten morgen af Louisa, men der var stadig demonstrationslyst i folket, så en del busafgange (bl.a. den vi havde tiltænkt) var aflyst. Der var det så Louisa og Wendy gjorde et imponerende arbejde for at få os afsted til Oruro, hvorfra vi skulle med tog til Uyuni. Efter tre taxaer, og lidt vandring gennem resterne af en autonom vejafspærring havnede vi ved en anden og mindre busstation. Og således kom vi som nogle af de eneste turister med bus til Oruro den dag:-) Louisa tog bussen sammen med os, gennem den Bolivianske pampas. Så blå en himmel og så store vidder havde vi aldrig set før. Utroligt smukt! Så lidt af Oruro, frokost, og så afsted med tog mod Uyuni sammen med en kupé fyldt med pensionerede franskmænd. En mareridstslignende oplevelse for Søren, men han tog det nu pænt:-) Og smukt var det jo. Det var mørkt og koldt da vi kom frem. Blev endnu en gang hentet af en ny kontaktperson og kørt til et nyt hotel. Næste formiddag startede vi så en tre-dages tur gennem Saltørkenen Uyuni og videre ned gennem en masse, masse ørken til den chilenske grænse. Det var en utrolig smuk tur! Og ganske hyggelig også. Vores chauffør og guide hed Hunreje (Nej, udtales ikke som på dansk, men mere noget á la Enrique) og han kunne kun spansk og meget lidt ufrivilligt engelsk, så vi fik øvet det spanske en del:-) Rigtig sjovt. Fik også en fyraftensøl sammen på den anden aften, hvor han huskede os på at give en tår til Pachamama (Moder Verden). Det var en god tur.
Vi blev sat af ved grænsen til Chile, hvorfra vi tog en bus ind til San Pedro de Atacama. En utroligt charmerende lille by. Den første aften gik vi så ud for at finde et bureau, der arrangerede ture ud til byens astrologiske observatorium, men det var uheldigvis lukket mens vi var i byen pga. fuldmånen eller noget i den stil (løs spansk oversættelse). Så ville vi finde et andet bureau, der arrangerede ørkenture på hesteryg, men inden da skulle Søren lige have lidt mad, og før vi havde set os om, havde vi indtaget en ukendt mængde pisco sours (cocktails med den lokale brændevin pisco) samt mojitos med grøn chili. ALT for mange pisco sours og ALT for mange mojitos. Jeg stavrede hjem til hotellet, hvor jeg faldt i søvn, så Søren måtte hente en ekstra nøgle i receptionen. Inden da havde han dog forsøgt at lokke og bære en (eftersigende meget sød) hund med hjem. Det ville hunden dog ikke være med til, så han havde ikke succes med projektet. Til gengæld forsvandt hans solbriller i kampens hede. Sådan kan det jo gå, når man ofrer sig for sagen. Den efterfølgende dag blev tilbragt i mørke med et meget lavt aktivitetsniveau. Hen ad aftenstid løb vi dog tør for drikkevarer, og så var vi jo nødt til at bevæge os ud efter nye forsyninger. Næste dag var på en guidet tur til Valle de la Morte og Valle de la Luna. Smukt, smukt, smukt. Da solen gik ned, stod månen op. Tror aldrig jeg har set en større og mere fuld måne end der. Og så viste det sig at vores guide kunne tale tysk, så det forsøgte vi os lidt på. Kom ind i mellem til at svare på spansk, og så var sprogforvirringen total for vores vedkommende. Danske, engelske, tyske, franske og spanske ord kørte rundt i mit hoved og det var tæt på nedsmeltning ;-)
Morgenen efter tog vi til lufthavnen og fløj til Santiago, Chiles hovedstad. Der havde vi booket et hotelværelse, der til vores store glæde viste sig at være en lille lejlighed med eget køkken. Så vi spiste hjemme begge aftener og lavede, for første gang i næsten tre måneder, mad selv. Hvilken glæde! I Santiago købte vi Søren et par nye solbriller, men måtte rundt til adskillige optikere inden der var bid - kun de bedste Oakley's er gode nok, og de holder jo i lang tid, når det er god kvalitet. Ja, bestemt. Du har ret min skat. ;-) Derudover var vi en tur på museum, hvor jeg tog en masse billeder af gamle ting. Efter to nætter i Santiago var det endnu en gang afsted mod lufthavnen, hvor det (også) endnu en gang viste sig at afgangen var udskudt en time og at vi skulle mellemlande i Sao Paulo (det var til gengæld første gang vi prøvede det).
Landede i Rio de Janeiro, Brasilien. Fandt vores lufthavnsbus uden problemer og tog den ind til Ipanema, den strand-bydel vi havde udset os. Alting gik bare overraskende nemt. Indtil vi skulle finde et sted at sove. Da var der lige to ting, vi ikke havde taget højde for: 1: af sikkerhedsmæssige årsager er der næsten ingen hostels, guesthouses eller hoteller, der skilter med deres tilstedeværelse. 2: Påske(ferie). Med andre ord: For det første var det ikke til at finde et sted, og når vi endelig gjorde, var det fuldt belagt. Hmpf! Til sidst fandt vi endelig et værelse på et dyrt hotel. Det var deres sidste værelse, så vi var på sin vis heldige. Dertil kommer også, at den flinke mand i receptionen, vist fik lidt medlidenhed med os, så han gav os næsten 100 kr. i rabat. Således gik det altså til, at vi fik en nat på byens hotel for "sølle" kr. 855,- eksl. Wifi. Men morgenmaden viste sig at være rigtig god. Vi brugte aftenen på at gennemsøge internettet for ledige senge på diverse hostels, hoteller og guesthouses. Til sidst lykkedes det os at stykke noget sammen, på to forskellige hostels. Det gode teamarbejde fortjener i den sammenhæng stor ros. Da Søren var træt og ærgerlig kom jeg med øl og chips og overtog søgningen, og da jeg var ved at gå ned med flaget var Søren klar med opmuntring og room service og overtog søgningen. Det var faktisk meget imponerende:-) De næste to nætter tilbragte vi så på hostel i en sydligere bydel ved navn Barra de Tijuca. Et ret kedeligt sted uden for byens liv, faktisk. Men stranden var rigtig god og vandet var dejligt varmt og rent, så den stod bare på ren afslapning på stranden de par dage. Ingen solskoldninger. Tilbage til Rio de Janeiro med sindssyg bus – at stå op med 20 kg på ryggen og 5 kg på foran er ikke nogen leg når man samtidig befinder sig i en bus, der ræser afsted med dødelig hastighed, krænger rundt i svingene og bremser nådesløst hårdt op når du mindst venter det. Det er en ganske speciel oplevelse, som man er glad for at kunne omtale i datid. Stod af det rigtige sted og fandt vores nye hostel uden problemer. Ace backpackers youth hostel. Ja, og de eneste ledige senge var på sovesal. Heldigvis en lille sovesal med kun seks senge. Men alligevel, sovesal har bare aldrig lige været mig. Og der ligger jeg så nu, i min underkøje på vores lille varme sovesal og blogger. Lige nu er de fire andre senge tomme, men de sidste to nætter havde vi selskab af en brite og tre nordmænd. Af nordmændene havde den ene brækket sit ene ben her, i en døddrukken fodboldkamp med nogle lokale. De andre to insisterede hårdnakkede på at drikke sig i hegnet og gå i byen hver aften, og forstod ikke hvorfor vi ikke skulle det samme – ikke en gang på en lørdag. Dertil kunne vi jo kun spørge os selv om, hvorfor de mon hænger sig så meget i ugedagene, når nu de har ferie? Men nu har vi jo også haft tre måneder med lørdag hver dag. Det er jo ikke alle forundt:-) De var nu ellers meget flinke, både nordmændene og britten. Mens vi har boet her har vi så været på Copacabana strand, hvor vandet ikke var rent, overhovedet. Men stemningen var som den skulle. Og så har vi været på endnu en city-tur. Det var meningen at turens sidste stop skulle være på toppen af en et bjerg, sugar loaf, med udsigt over hele Rio. Man kommer op til toppen vha. to svævebaner, hvoraf mellemstoppet er på et mindre bjerg, Urca. Det var der vi nåede til, da vi blev fanget i en lille tordenstorm. Kæmpe store regndråber væltede ned fra en grå, grå himmel, der regelmæssigt blev oplyst i lyserødt af de mange lyn. Vi affandt os med, at vi nok skulle vente i nogen tid så vi købte et par kopper kaffer, men lige da jeg skulle til at tage min kaffe fra disken slog lynet ned et sted meget tæt på. Det højeste tordenskrald jeg nogensinde har hørt! Og så var der selvfølgelig kaffe over hele disken. Men udsigten var fantastisk. Og i betragtning af, at de kun har regn ca. 2 uger om året i Rio, vil jeg næsten påstå, at vi var heldige at få den oplevelse:-) Vi nåede aldrig toppen, men var til gengæld så heldige at få lov at komme ned igen, i et stykke og kun delvist gennemblødte. Tilbage på hostellet stod den så på billard og øl med nordmændene og et par canadiere– inden de to af nordmændene skulle i byen;-) I dag har vi vandret rundt inde i centrum. Det er meget Business-agtigt, men vi fandt også nogle mindre gader med markeder. Det var hyggeligt, men vi havde en lidt mærkelig oplevelse med en fyr, der kom hen til os og spurgte efter vand. Vi har fået tudet ørerne fulde, med hvor farligt det er i Rio, så jeg gav ham bare vores vandflaske, så han kunne gå sin vej igen. Det gjorde han heldigvis også uden nogen problemer. Men så kom der en forretningsmand hen til os og sagde meget bestemt, at vi under ingen omstændigheder skulle snakke med “these people” da det var farligt. Meget bestemt. Okay, okay. Vi havde nu ikke noget som han kunne have stjålet med mindre han havde truet os til at give ham det. Men det er jo heller ingen garanti. Der skete ikke mere, men det bidrog da til en følelse af utryghed. Og den følelse er altså grænseløs irriterende og upraktisk, når man render rundt i en fremmed storby. Men klarede den helskindet gennem resten af dagen og byen, hele vejen tilbage til vores hostel. I morgen håber vi på godt vejr, så vi kan komme på stranden, igen. Så vil vi på Ipanema og kigge på smukke, unge mennesker ;-)
Søndag den 3. april blev vi hentet på vores hotel i Cusco - klokken 5.00 om morgenen! Derefter brugte vi en halv time på at vente på resten af gruppen, før vi kom afsted i den lille minibus. Vi var 12 turister (alle unge fra Danmark, Norge, Sverige, Holland, USA og Baskerland), to lokale guider, en fantastisk chauffør og en kok. Vi kørte ca. en time på asfaltvej, hvorefter det gik løs på grusveje hen over Andesbjergene. Vejret var ellers startet meget godt, men den ene guide, William, var ikke alt for begejstret eftersom det havde regnet hele natten og begyndte på det igen da vi bevægede os op i bjergene. Ignorante bymennesker som vi jo er fattede vi ikke problematikken - men det skulle snart vise sig.
Ved middagstid nåede vi endelig indgangen til Manu nationalpark og der gik ikke længe før vi endelig fattede hvad følgerne af større mængder regn betyder for "vejens beskaffenhed" - især når det nu var bjerg-grusveje. Vi måtte selvfølgelig gøre holdt ved et stort jordskred, der havde ødelagt vejen, hvor vi var samt nedenfor. Meget spændende. og lidt farligt, især for dem der prøvede at udbedre skaderne. Men vi fik frokost imens crewet knoklede. Et par timer samt en fastkørsel senere kunne vi endelig fortsætte.
Efter en times tid mere på "vejen", nåede vi endnu et jordskred. Denne gang var vi heldige, da en gravko var ved at lappe vejen og vi kunne hurtigt komme videre.
På vejen igen var det nu ved at blive mørkt, men vi gjorde et stop for at se Perus nationalfugl "Cock of the rock", der holdt til lige ved vejen. Lidt svær at få et billede af på afstand.
14 timer efter afgang og et utal af på- og afstigninger, nåede vi endelig Bamboo lodge. Et sted med 5-6 bambus-hytter og en spise/køkken hytte. Vi havde vores egen hytte med bad (koldt) og det hele.
Vi fik fin aftensmad og William og Ryse (de to guider er brødre) fortalte, at de var meget lettede over at vi var kommet frem samme dag - det var imod forventningerne. Næste morgen vandrede vi rundt og kiggede på vegetationen, en coca-mark og andet godt. Kristine og baskerne smagte på en frisk passionsfrugt, som bestemt ikke kan sammenlignes med de tørre eksemplarer fra de danske supermarkeder.
Vi kørte et par timer videre i minibussen og nåede den lille by Atalaya. Herfra skulle vi sejle videre med strømmen ned ad floden. Efter nogle spændende timer på floden, holdte vi pause ved en varm kilde. Et lille bad i junglen med dejligt varmt vand hvor vi bare sad og slappede af. Derefter sejlede vi videre et par timer til Bonanza Lodge.
Vi blev straks budt velkommen af de to guiders mor, vi var nemlig kommet til familiens stykke jungle, hvor William og Ryse var vokset op. Bonanza Lodge er et fantastisk sted midt i junglen med masser af flot vegetation, fantastiske sommerfugle, kolibrier og meget andet.
Os 12 turister blev delt op i to hold. Vores hold (to svenskere, to baskere og os) fik tildelt en hytte hver. De andre gik 1,5 time ud i junglen hvor de skulle overnatte i en træhytte for at spotte tapirer igennem natten. Vores hold skulle på aftentur hvor vi skulle se alle mulige spændende insekter og dyr og skulle så se tapirer næste nat. Vi havde fået William som guide - en alletiders gut på min alder, meget engageret og kunne svare på alle vores spørgsmål om dyr og planter. Han havde store ar på armen efter en slåskamp med en cayman - en rigtig jungle-mand.
Vores aftentur var rigtig spændende. Vi behøvede ikke bevæge os langt før vi så tukaner.
...aber, papegøjer og selvfølgelig store taranteller og dem så vi mange af. Her er Kristines hånd ved siden af en af dem. De kan blive op til 20 år gamle. William fangede en møl og holdt hen foran den, hvorefter den straks hoppede på den.
På vej tilbage mod lejren så vi frøer:
En 1,5kg snegl, der efter Williams udsagn var lille, da de store var på 3 kg. Vi synes nu den var ret stor men I kan selv dømme da I kan se Kristines beskidte støvle på billedet i forhold til sneglen:
Vi så den kæmpe owl-butterfly:
En ret stor og klam "scorpion-spider" - en dejlig snack, ville Bear Grylls nok sige:
Vi fik også kigget en cayman i øjnene, men det var kun genskinnet fra øjnene vi fik set.
Da vi kom tilbage til lejren fik vi en dejlig aftensmad og William fortalte jungle-historier.
Næste morgen stod på endnu en jungle-vandring.
Kristine, William og jeg klar med gummistøvler, kikkert og hat:
Vi var kun nået et par minutter ud fra Bonanza Lodge, da vi så aber. Det var "common squirrel monkeys" - de var små men de var rigtig mange:
Skønt at se og dem så vi rigtig mange af på vores ture gennem junglen. Vi fik også set et væsel (Tayka), hvilket er meget sjældent. Den var svær at filme, men her kan I ane den kravler ned af træet efter den var blevet opdaget:
Her kan I se hvordan der ser ud midt i junglen - herligt og imponerende sted :) :
Kristine fandt også en lille skildpadde:
Efter 3-4 timer vendte vi hjem til Bonanza Lodge igen. Her var det andet hold returneret og havde set tapiren i løbet af natten. De skulle nu overtage vores hytter og efter frokost skulle vi vandre ud til træhytten for at tilbringe natten og se tapiren. Vi gik i ca. 1,5 time og lige før vi nåede træhytten begyndte det at regne. Vi havde tag over vores hoveder og kokken havde båret dejlig aftensmad ud til os. Det holdt ikke op med at regne i løbet af natten og vi fik desværre ikke set tapiren. Det var dog en dejlig nat alligevel. Næste morgen kl. 7 regnede det stadig og det skulle vise sig at blive lidt af et problem - men også lidt af et eventyr. Williams far kom ud til os, han havde hugget en ny sti med sin machete og fortalte, at vi ikke kunne komme samme vej tilbage som vi kom fra. De små vandløb, vi krydsede dagen før og gik os til anklerne, gik os nu op til halsen. Svært at forestille sig. Vi gik med Williams far tilbage og vi kunne begynde at se hvor meget vand der var kommet. Det første vandløb var blevet til en stor flod, 7-8 m bred. Heldigvis var et stort træ væltet på tværs og vi kunne balancere os henover. Ved den næste flod var vi ikke så heldige. Vi blev nødt til at strippe ned til undertøj og gummistøvler og så gå over floden med vores tasker over hovederne. Fed oplevelse! Ved næste flod blev vi hentet af båden. Her kunne vi rigtig se hvor meget vand, der var kommet og hvor meget tryk, der var på. Store træer var væltet og røg med strømmen. Vildt meget vand og vilde kræfter!
Vi blev sat af både og skulle nu kun gå ca. 15 min. for at komme til Bonanza Lodge. Det inkluderede dog mere vand og en helt ny sti skulle hugges med machete igennem den tætte vegetation. Pludselig stopper William op og lytter - det betyder han har spottet noget. En stakkels "lille" (på størrelse med en høne med 30 cm ben) fugleunge sidder fast i nogle væltede træer og hyler. William vil have den med tilbage til Bonanza lodge for at redde den. Jeg holder den imens William går forrest med macheten. Pludselig kan vi mærke nogle ubehagelige stik og fuglen begynder at skrige. Vi har forstyrret en hvepserede og William råber, at vi skal løbe. Det gør vi! De fleste af os bliver stukket, især mig med op til flere stik i ansigtet. Det gik hurtigt over og var ikke så slemt. Fugleungen døde desværre senere på dagen.
Vi nåede tilbage til Bonanza Lodge og fik lidt mad og et koldt bad. William og Ryse prøvede at finde ud af hvordan vi skulle komme ud af området og om det overhovedet var muligt at sejle. Senere på dagen tog vi chancen og sejlede imod strømmen. Her er en video hvor vi sejler fra Bonanza Lodge:
Der var ingen panik og vi følte os i rigtig gode hænder. Det virkede dog som om det var et slags oversvømmet katastrofe-område.
Hvad der før vi skov, var nu blevet til vand:
Vi sejlede nogle timer, måske 4, indtil vi nåede et nyt campsite. Et stort halvtag hvor vi kunne slå en masse 2-personers telte op og sove i. Det var tæt på den varme kilde vi tidligere havde besøgt. Hyggeligt sted. På sejlturen så vi en del flotte fugle og en enkelt slange:
Gribbe, der nyder godt af de mange druknede dyr:
Næste morgen sejlede vi det sidste stykke til Atalaya og begyndte den lange tur hjem med minibussen. Vejene var fine og vi klarede det uden de store forhindringer. Vi så endda en rigtig flot fugl på vejen, Guatemala's nationalfugl - Quetzal (samme navn som deres valuta):
Vi synes det var alletiders eventyr og den bedste oplevelse på hele vores store rejse. Det kan vi både takke den fantastiske natur for men vores guider var også super gode - og nu er vi også facebook-buddies :)
